
Fortrøstningsfuld SønderjyskE-profil: Målet er klart – vi skal i finalen!
Mads Albæk ser frem til Sydbank Pokalens semifinale-opgør mod OB, hvor SønderjyskE, ifølge ham, har gode muligheder for at avancere.

Selvom SønderjyskE ligner en superliganedrykker, har de gang i en solid pokalkampagne, hvor de i år er nået til semifinalen i Sydbank Pokalen.
Her møder de OB i et dobbeltopgør, hvor de starter hjemme på eget græstæppe i Haderslev onsdag. Noget, Mads Albæk ser frem til og har store forventninger til.
Det fortæller han i et videointerview med klubbens hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter reklamen.
– Jeg glæder mig. Det er en fed turnering, og en turnering som vi har været gode i de seneste par sæsoner, så det er en kamp, jeg ser frem mod. Når man før har prøvet at være i en finale, så man ved ligesom, hvad man har at spille for. Selve oplevelsen på kampdagen er unik, og måske den største enkelte kamp i Danmark.
SønderjyskE har formået at nå til pokalfinalen to sæsoner i træk, mens de tilbage i 2020 løftede pokalen, efter en sejr over AaB, da Glen Riddersholm var cheftræner for sønderjyderne.

I år er de så igen med i slutfeltet, når de møder OB over to kampe. Her er målsætningen intet mindre end et avancement, lyder det fra midtbanespilleren Mads Albæk.
– Når man har oplevet det en gang, vil man gerne prøve det nogle flere gange. Målet er derfor klart – vi skal i finalen, slutter Albæk således til SønderjyskE’s hjemmeside.

Første opgør mellem de to semifinalister er på onsdag på Sydbank Park, mens returen bliver spillet på Nature Energi Park i Odense ugen efter.
Den anden semifinale består af Vejle og FC Midtjylland, der tørner sammen torsdag aften i Nørreskoven i den første kamp.