Protester trods fransk mesterskab: Utilfredse PSG-tilskuere udvandrede
Selvom Paris Saint-Germain i går vandt Ligue 1-titlen, havde stort set alle fans forladt stadion efter slutfløjt.
Paris Saint-Germain er tilbage på tronen i Frankrig, efter de i går sikrede mesterskabet i Ligue 1. Men da æresrunden skulle foretages, havde mange fans og tilskuere allerede forladt stadion.
Meget af snakken går på, at det er manglen på europæisk succes, hvor PSG i den grad hungrer efter at vinde Champions League. Noget, de igen i år glippede efter deres exit til Real Madrid i ottendedelsfinalen.
Det helt store Champions League 2022 overblik: Disse fire hold er tilbage – hvem er favorit til at vinde?Det var desuden Mauricio Pochettinos første mesterskab med kongeklubben fra den franske hovedstad, og derfor ærgrer det ham, at fansene ikke var med til at fejre titlen. Han accepterer dog deres måde at protestere på.
Artiklen fortsætter efter reklamen.
– Vi går igennem en svær periode med vores fans, og vi håber, at det bliver bedre. Vi er i et demokrati, og vi accepterer deres protester. Men vi skal også respektere denne titel, forklarer Paris Saint-Germain cheftræneren Mauricio Pochettino.
PSG er dermed sikret deltagelse i næste års udgave af netop Champions League, hvor traditionsklubben atter får en chance for at hive trofæet med de store øre hjem i sæsonen 2022/23.