SønderjyskE-træner om Berggreen-rødt: Han dummer sig
Der var en smule malurt i bægeret for SønderjyskE, der mandag slog AGF med 2-1 på et sent sejrsmål. Dybt inde i overtiden fik sønderjydernes helt store profil, Emil Berggreen, nemlig to gule kort, og dermed må han se til fra bænken på fredag, når SønderjyskE møder Vejle.
En situation ved AGF’s hjørneflag førte på noget uforståelig vis til et rødt kort til SønderjyskE’s Emil Berggreen mandag eftermiddag.
Berggreen følte sig snydt for et hjørnespark, og det brokkede han sig så tilpas meget over, at dommer Jonas Hansen gav ham et gult kort. AGF’s Mikael Anderson skubbede provokerende til Berggreen, der returnerede skubbet, og så havde Jonas Hansen pludselig ikke andet valg end at give Berggreen det andet gule kort på ti sekunder.
– Han dummer sig, og det ved Emil også godt selv. Det er passion i et øjeblik, og jeg kan egentlig godt forstå, at han er irriteret over, at vi ikke får det hjørnespark, for jeg synes, at den er klart ude til os – Det må aldrig føre til et rødt kort, sagde SønderjyskE-træner Henrik Hansen efter kampen til campo.dk.
– Summa summarum er, at han skal lade være. Fair nok at han brokker sig, men han skal ikke trække et rødt kort, og det ved han. Jeg tror ikke, der er nogen, der er mere ærgerlig end ham, men vi finder en, der kan erstatte ham på fredag, lød det videre fra SønderjyskE-chefen.
Det røde kort betyder, at Emil Berggreen ikke er med, når SønderjyskE fredag møder Vejle, men det bekymrer ikke SønderjyskE-chefen, at han nu skal undvære sin stærke angriber.
Berggreen efter vild afslutning på AGF-kamp: Jeg ærgrer mig over egen dumhed– Jeg tror, alle kan se, hvad han giver, men vi har også andre spillere, der kan gøre noget af det samme, så det er jeg ikke bekymret for, og så er han klar til den kamp, der kommer efter, lyder det fra Henrik Hansen.
Emil Berggreen har scoret fire mål for SønderjyskE, siden han denne vinter kom til klubben.