Ny FCK-profil før første derby: Ikke som i Rusland
Viktor Claesson ser frem til sit første Derby i Danmark efter skiftet til F.C. København og dansk fodbold fra russiske FC Krasnodar.
Mandag eftermiddag danner Parken ramme om det første Derby i Mesterskabsspillet, når formstærke F.C. København tager imod formsvage Brøndby IF.
Godt nok tabte FCK senest, da Silkeborg IF besejrede dem med 3-1, men ellers har det været et perfekt forår i superligaregi for løverne. Nu gælder det så ærkerivalerne fra Vestegnen i et opgør, som F.C. Københavns nye svenske profil, Viktor Claesson, ser frem imod.
– Det bliver jättekul. Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke også er udefans, men det bliver en sjov kamp at spille alligevel, indleder Claesson over for klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Jeg fik scoret allerede i min første kamp i Aalborg, så det var en perfekt start, og siden vandt vi den vigtige sejr i Parken over FC Midtjylland, hvor jeg også synes, det gik fint for mig, og jeg kom til et par store chancer. Men senest var det ikke lige så godt i Silkeborg, hvor jeg ikke var lige så involveret i spillet og også fik annulleret et mål, lige efter de kom foran.
– Indtil da havde vi ellers været i udmærket kontrol, men den kamp har vi lagt bag os nu. I morgen (i dag, red.) venter en ny kamp, og det er jo ikke en hvilken som helst kamp, for et Derby er altid noget helt specielt.
Her medgiver den svenske landsholdsspiller også, at Derbyet mandag bliver anderledes, end hvad han har været vant til fra sin tid i russisk fodbold.
– Da jeg spillede i Elfsborg, var kampene mod IFK Göteborg vores Derby, som bliver kaldt for El Västico. I Krasnodar var Rostov og Sochi de nærmeste byer (3-500 km væk, red.), så der var slet ikke det samme tryk til de kampe som til de store Derbyer i Danmark og Sverige, lyder det fra Viktor Claesson.
FCK melder udsolgt til DerbyDerbyet mellem F.C. København og Brøndby IF fløjtes i gang mandag eftermiddag klokken 16:00 i Parken og kan følges direkte på TV3+ og Viaplay.