
FCK-stopper om viceanfører: Måske respekterer han ikke holdet
Denis Vavro lagde ikke fingrene imellem, da han talte om F.C. Københavns defensiv før påskederbyet.

F.C.København tørner 2. påskedag sammen med Brøndby i Parken. Til kampen starter Jess Thorup med Davit Khocholava og Denis Vavro i midterforsvaret.
Dermed sidder Nicolai Boilesen på bænken for tredje kamp i streg, hvilket tidligere har ledt til utilfredshed fra den rutinerede dansker.
Kollegaen i midterforsvaret Denis Vavro undrer sig dog over måden, Boilesen har reageret på.
– Jeg forstår hans frustrationer, men næste gang burde han ikke snakke om det til TV. Alle spillere har accepteret, at han ikke spiller, siger Vavro og fortsætter.
– Nicolai Jørgensen har heller ikke været i truppen i to kampe, og han har ikke brokket sig, fordi han respekterer holdet. Måske respekterer Boilesen ikke holdet, siger Denis Vavro før dagens derby.

Samtidig understreger slovakken, at han ikke ville have noget imod at starte ude i et par kampe, mens Boilesen og Khocholava kan få pladsen.
Du kan se hele interviewet i toppen af artiklen.