AGF-anfører: Vi har haft en snak i truppen – nogle ting var lidt ubehagelige
Patrick Mortensen fortæller inden kampen mod SønderjyskE, at spillerne i AGF har snakket ud efter nederlaget til Viborg senest.
AGF har gang i en spillemæssig rigtig skidt periode, hvor man er uden sejr i de seneste syv kampe.
Faktisk skal man helt tilbage til forårsåbneren mod netop SønderjyskE, som er dagens modstander, for at finde den seneste sejr til AGF.
Her blev det således til nederlag mod Viborg FF i sidste runde, hvor spillerne efterfølgende har kigget hinanden i øjnene og talt ud om hele situationen.
Det fortalte AGF-anfører og angriber, Patrick Mortensen, til TV3 SPORT inden kampstart i Haderslev:
– Vi har haft en snak omkring tingene. Det har været en god snak. Der kom nogle fine ting på bordet. Vi har fået sagt lidt spillerne imellem. Vi skulle kigge os selv lidt i spejlet og sige til hinanden, at det ikke er godt nok, indleder Patrick Mortensen og fortsætter:
– Omvendt er det også vigtigt, at vi lige trækker vejret engang. Vi har tabt en kamp ud af rigtig mange. Jeg ved godt, at det spillemæssigt ikke har fungeret. Men det er jo det, der er godt ved fodbold. Der kommer en kamp hurtigt igen, og den kommer i dag i fantastisk vejr, så jeg håber, du ser et mandskab med fornyet energi.
Ung AGF’er: En frækhed, jeg altid har haft– Vi fik snakket om en masse gode ting. Nogle ting var lidt ubehagelige og nogle ting, der var gode, lød det fra AGF-anføreren, der dog ikke specifikt ville ud med detaljer.
Kampen mellem SønderjyskE og AGF starter klokken 14:00 og kan følges direkte på TV3 SPORT og Viaplay.