OB sætter rekord: Sælger to spillere til belgisk topklub
Superligaklubben OB har med salget af to spillere til Club Brügge sat rekord. Det melder klubben fredag eftermiddag.
OB har sat rekord.
Det melder superligaklubben fredag eftermiddag, da man har solgt de to ungdomsspillere, Jonathan Foss og Tobias Lund Jensen, til belgiske Club Brügge.
Det er nemlig det største salg direkte fra klubbens akademi, oplyser OB fredag eftermiddag på sin hjemmeside.
– Når vi sælger to spillere direkte fra vores Akademi, er det et stærkt eksempel på, hvilket højt niveau vores Akademi har, indleder OB-fodbolddirektør Björn Wesström således til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Det vil være et aktuelt eksempel på, hvordan drømme også kan opnås gennem Akademiet, og det viser, at vores trænere og spillere sammen leverer et fantastisk arbejde.
17-årige Jonathan Foss har fristet en tilværelse som U19-spiller for OB, mens 16-årige Tobias Lund Jensen har været tilknyttet U17-holdet hos den fynske superligaklub. Ingen af dem har indtil videre fået debut på førsteholdet.
Begge spillere har også U-landskampe på CV’et. Således har Jonathan Foss spillet tre U18-landskampe for Danmark, mens Tobias Lund Jensen har spillet syv U16-landskampe, hvor han også har scoret et enkelt mål.
Thomasberg: Vi har ikke et stort forsvarsproblemKlubben melder, at begge spillere har underskrevet kontrakter, der løber frem til den 30. juni 2025, i den belgiske storklub, der er forsvarende mestre i den hjemlige liga.
I Club Brügge finder man allerede en enkelt dansker, da landsholdsspilleren Andreas Skov Olsen til dagligt folder sit talent ud netop her.