Conte efter konkurrenters kollaps: Begynder at lugte blod
Tottenham står pludselig ganske godt i jagten på Champions League i næste sæson efter en stærk periode, hvor konkurrenterne tilmed smider point.
Som vanligt er der stor konkurrence om top fire-placeringerne i Premier League, hvor der er eftertragtede Champions League-pladser på spil.
Her står Manchester City, Liverpool og Chelsea allerede med særdeles gode kort på hånden, mens fjerpladsen fortsat er i spil.
I skrivende stund har Tottenham sat sig på pladsen, men Arsenal, West Ham, Manchester United og Wolverhampton er fortsat med i kampen om den særdeles vigtige fjerdeplads.
Dog måtte både Wolverhampton, Manchester United og Arsenal se sig besejret i denne runde af henholdvis Newcastle, Everton og Brighton, mens Tottenham smadrede Aston Villa med 0-4 på udebane.
Det er noget, som har fået Tottenham-manager, Antonio Conte, til at lugte blod. Det fortæller han i et interview med Sky Sports:
– Det var en fantastisk sejr for os. Især når man spiller en kamp, efter rivalerne til en Champions League-plads, Wolverhampton, Manchester United og Arsenal, har tabt, siger Antonio Conte og fortsætter:
– I det øjeblik begynder man at lugte blod. Det er vigtigt på det tidspunkt ikke at fejle. Vi arbejder meget på mentaliteten, og spillerne giver mig tilfredshed.
Kyniske Tottenham uddelte bøllebank krydret med Son-hattrick til uskarpe Aston Villa– Selvfølgelig gør det mig stolt at se denne forbedring. Det giver mig stor tilfredsstillelse. Samtidig ved jeg, at vi skal arbejde videre på det, for der er ikke kun de taktiske, tekniske og fysiske aspekter, men også mentaliteten.
– Der er en masse plads til forbedring, men her viste de mig, at de har forbedret sig på det aspekt, slutter Conte.
I slutprogrammet venter der fortsat Tottenham syv kampe med modstandere som Brentford, Liverpool og Arsenal.