Kyniske Tottenham uddelte bøllebank krydret med Son-hattrick til uskarpe Aston Villa
Tottenham udraderede Aston Villa på Villa Park, hvor særligt den offensive trekløver med Son, Kane og Kulusevski var brandvarme.
Top fire-striden i Premier League er helt åben, efter Arsenal er snublet to gange i denne uge. Lørdagens sene opgør blev en kamp, hvor Tottenham slog fast, at de vil spille Champions League i næste sæson.
Tottenham gæstede Villa Park og sejrede med hele 4-0, men resultatet er ikke helt retvisende for kampens forløb.
‘Spurs’ har været flyvende i sine seneste kampe, hvor særligt den offensive trekløver med Kulusevski, Son og Kane har været knivskarpe.
Allerede i tredje minut bragte Tottenham sig i front, da Heung-Min Son opsnappede en ripost i feltet. Sydkoreaneren tordnede bolden ind via stolpen, og derefter fik Aston Villa godt fat i kampen og holdt fast i momentum indtil pausefløjt.
Steven Gerrards tropper dominerede i boldbesiddelse og kom frem til flere store chancer, men da både Danny Ings og Ollie Watkins var uskarpe for Aston Villa blev potentialet ikke udløst og holdene gik i omklædningsrummene med 1-0.
Hvad sker der i Arsenal? Sat til vægs af midterholdEfter pausen vågnede Tottenhams offensive trekløver op til dåd. På et relativt ufarligt udspark fra Hugo Lloris fik Harry Kane snittet bolden videre til Dejan Kulusevski, der knastørt afsluttede mellem benene på Tyrone Mings og sendte Tottenham på 2-0.
Målet til 3-0 fulgte samme opskrift. Harry Kane snittede bolden videre, men denne gang var Son smuttet afsted, og den lynhurtige 7’er udnyttede friløberen og sendte Aston Villa mod nederlaget.
Tottenham-anfører melder klart ud: Conte bliver!Son fik lov at fuldende sit hattrick, da han efter 71 minutter efterlignede sit 1-0 mål. Fra kanten af feltet afsluttede han overlegent via indersiden af stolpen og slog sidste søm i Aston Villas kiste.
Tottenham skulle blot bruge fem skud indenfor målrammen til at lave fire mål, mens Aston Villas 7 forsøg på mål ikke gav noget afkast.
Tottenham spiller sig med 4-0 sejren helt ind i varmen af top fire. Lokalrivalerne fra Arsenal er tre point efter ‘Spurs’, men har en kamp til gode. Tottenham har syv kampe tilbage af Premier League-sæsonen.