Tidligere Ballon d’Or-vinder og Bundesliga-spiller går i krig for Ukraine
Det er veldokumenteret adskillige gange, at det ukrainske folk har en helt speciel kampånd. Ny griber en tidligere Ballon d'Or vinder og landsholdsspiller også våben i kampen mod Rusland.
Krigen i Ukraine er langt fra overstået, og kampene mod den russiske besættelsesmagt fortsætter i flere regioner af landet.
Tidligere har andre fodboldspillere og sportsikoner grebet våben for at kæmpe mod russernes indtog i landet, og nu følger en tidligere Ballon d’Or vinder trop.
Det drejer sig om den nu 61-årige Igor Belanov, der via sin Facebook-profil deler billeder fra fronten, hvor han står sammen med andre ukrainere i kamp.
Igor Belanov vandt Ballon d’Or i 1986, og er en af kun tre ukrainere, der har vundet den eftertragtede pris. De to andre ukrainske spillere, der har været “verdens bedste fodboldspiller” er Oleh Blokhin (1975) og Andriy Shevchenko (2004).
Igor Belanov spillede i sin karriere for Chornomorets Odessa, Dynamo Kiev og Borussia Mönchengladbach men var også aktiv for det sovjetiske landshold, hvor han opnåede 33 kampe.
Belanov, der også har været involveret i det ukrainske fodboldforbund, skriver på sin profil, at han tror på sejr til Ukraines folk.
– Fantastisk mod og uudtømmelig kampånd. Alt dette og meget mere kendetegner vores soldater fra Ukraines væbnede styrker. Fred til Ukraine og ære til enhver, der konfronterer besætterne, der frimodigt kom for at ødelægge vores land og vores frie, heroiske folk, lyder det.
– Vi tror på vores hurtige sejr! Ære til Ukraine!
Belanov er en af flere ukrainske sportsstjerner, der griber til våben i krigen mod Rusland.
Også atleter som Vasiliy Lomachenko, Vitaliy og Wladimir Klitschko og Oleksandr Usyk har taget del i krigen.