Europæisk Fodbold

Stor overraskelse: Lindstrøm & co. tæt på at besejre mægtige Barca

FC Barcelona fik torsdag aften kamp til stregen af Jesper Lindstrøm og resten af Eintracht Frankfurt.

FC Barcelona spillede uafgjort mod Jesper Lindstrøm og resten af Frankfurt i Europa League.
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

FC Barcelona var inden det første kvartfinale-opgør i Europa League mod Eintracht Frankfurt ubesejret 13 kampe i streg.

Med 1-1-resultatet mod ‘Jobbe’ og resten af Eintracht Frankfurt, kan FC Barcelona nu prale af ikke at have tabt i 14 kampe i træk – det var dog ikke langt fra, at stimen blev brudt.

I bedste Barca-stil satte den catalanske storklub sig på spillet fra kampens begyndelse.

Selvom FC Barcelona havde mest tid på bolden, havde Frankfurt noget nemmere ved at komme til chancer.

Ingen af de to mandskaber formåede dog at få slutprodukt på spillet i første halvleg, og de måtte derfor gå til pause efter 45 minutter uden mål.

Efter pausen fik FC Barcelona-spillerne sig lidt af et chok, da Frankfurts Ansgar Knauff flugtede den i mål til 1-0 for det tyske hjemmehold.

Ansgar Knauff modtog bolden i luften lidt udenfor Barcelonas felt, og efter en kontrolleret førsteberøring fik han lagt bolden til rette – stadig hoppende – og så trykkede han ellers til.

Bolden strøg hårdt, højt og præcist ind i bag Ter Stegen i Barca-målet, og så var sensationen ellers så småt under opsejling. 1-0 til Frankfurt efter 48 minutter.

Medie: Tre PL-klubber står i kø for at købe Barca-spiller

Frankfurt-føringen så ud til at vække Barca-spillerne, der efterfølgende satte den catalanske maskine et gear op. De havde dog fortsat svært ved at holde Frankfurt fra chancer, og de undertippede tyskere havde også mulighederne til at bringe sig ydereligere i front.

Efter 66 minutter kom forløsningen for FC Barcelona, da nyindkøbte Ferran Torres kunne gøre det til 1-1.

Xavis tropper virkede dog langt fra tilfredse med uafgjort, og FC Barcelona satte sig endnu tungere på spillet mod kampens slutning. Her blev det næppe en lettere opgave for tyskerne, da hjemmeholdets Tuta modtog sit andet gulekort indenfor lidt mere end et kvarter. Dermed måtte Frankfurt spille resten af kampen i undertal.

Trods optræk til store chancer ad flere omgange, blev det aldrig til mere for FC Barcelona og kampen endte 1-1. Alt kan altså fortsat nå at ske, når Frankfurt rejser til Spanien for at spille returopgøret torsdag om en uge.

Jesper Lindstrøm gjorde god figur og spillede fra start for Eintracht Frankfurt, inden han blev skiftet ud efter 73 minutter.

Leipzig fortsætter imponerende stime

I den ene af de fire øvrige Europa League-kvartfinaler, der alle blev afviklet torsdag aften, spillede RB Leipzig og Atalanta 1-1 uden hverken Joakim Mæhle eller Yussuf Poulsen på banen.

I en anden kvartfinale vandt portugisiske Braga med 1-0 hjemme over skotske Rangers.

Den sidste kvartfinale mellem West Ham og Lyon endte ligeledes uafgjort med resultatet 1-1. Her spillede West Ham i undertal i hele anden halvleg, da forsvarsspilleren Aaron Cresswell fik vist direkte rødt kort før pausen. Alligevel formåede Premier League-mandskabet at bringe sig i front efter 52 minutter, men føringen holdt altså ikke hele vejen hjem.

Dermed endte tre ud af de fire Europa League-kvartfinaler med 1-1, mens kun portugisiske Braga formåede at hive en sejr på 1-0 i land.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P