
Tilbagevendt Brøndby-spiller: Jeg vil bidrage til superligaholdet!
Peter Bjur er vendt tilbage til fodboldbanen, hvor han senest spillede i en pokalkamp for 10 måneder siden. Nu er han klar til at kæmpe om pladserne på Niels Frederiksens Superliga-hold.

22-årige Peter Bjur har været væk fra grønsværen i 10 måneder, men i tirsdags var han så tilbage i aktion, da han fik 30 minutter for reserveholdet.
Nu sætter han et par ord på, hvordan det var at være tilbage på græs. Det gør han i et interview med 3point.dk.
– Det har været virkelig svært for mig. Mange nedture, hvor jeg i flere omgange har været tæt på at komme tilbage.
– Men nu føler jeg, at jeg har det godt og min krop igen er klar, lyder det fra Bjur, som ser frem til at få nogle flere minutter i benene.

Derfor ser det ud til, at backspilleren igen kan komme i betragtning til Niels Frederiksens Superliga-mandskab, hvor fraværet af Kevin Mensah for resten af sæsonen kan give mulighed for den unge Bjur.
– Jeg vil gøre alt for at komme tilbage til der, hvor jeg var inden skaden. Mit personlige mål er at komme tilbage og få minutter i Superligaen, slutter han.