Courtois er tilbage i Chelsea: Min afgang er ikke et godt minde
Thibaut Courtois og Real Madrid brager onsdag aften sammen med Chelsea i Champions League. Dermed vender den belgiske målmand for en stund tilbage til London.
Mens det er definitivt, at Eden Hazard ikke får et gensyn med Stamford Bridge onsdag aften, når Chelsea og Real Madrid tørner sammen i Champions League, er det anderledes med Thibaut Courtois.
Her er den belgiske landsholdsmålmand nemlig med for den spanske kongeklub, hvorfor han vender tilbage til Chelsea og Stamford Bridge, hvor han var på kontrakt fra 2011 til 2018.
Selve afskeden var dog ikke en nydelig omgang, hvor han angiveligt pressede et skifte igennem til Real Madrid ved blandt andet at udeblive fra træning. Noget, han nu kommenterer på.
– Jeg brugte fire år her, og jeg har ikke andet end gode minder. Jeg vandt ligaen to gange og to cup-titler. Min afgang er ikke et godt minde, men transfers er altid hårde, lød det således fra målmanden på dagens pressemøde forud for onsdagens brag.
Her satte han desuden ord på, hvad Real Madrid er kommet til London for:
– Nu er jeg her med Real Madrid for at vinde kampen og hjælpe os videre til semifinalerne. Det er den vigtigste ting.
Bekræftet: Ancelotti er ikke rejst med Real Madrid til LondonKvartfinalebraget mellem Chelsea og Real Madrid starter onsdag aften klokken 21:00 og kan følges direkte på TV3+ og Viaplay.