Frisparksdrøn sendte West Ham på sejrskurs
West Ham besejrede nedrykningstruede Everton med 2-1 i underholdende PL-affære.
West Ham tog her til eftermiddag imod Everton på Olympic Stadium i London. I en intens affære, hvor begge mandskaber havde meget på spil, trak West Ham det længste strå med en 2-1 sejr.
I opgøret skulle hjemmeholdet forsøge at indhente Manchester United på sjettepladsen, og dermed spille sig ind i kampen om de sjove pladser med europæisk fodbold til følge i næste sæson.
Omvendt skulle Everton forsøge at lægge afstand til nedrykningsstregen, hvor de efter dagens kamp blot har tre point ned til Watford under stregen. Dog har Everton to kampe i hånden.
West Ham-manager om stjerne: Han er ikke til salg32 minutter inde i kampen kunne den tidligere Everton-manager David Moyes juble, da han kunne se sit hold bringe sig i front 1-0 på en frisparksperle af venstrebacken Aaron Cresswell.
Denne stilling holdt indtil pausen, hvorefter Everton kom flyvende ud til anden halvleg. Ikke mere end 8 minutter skulle der gå, før Everton udlignede til 1-1 på en halvflugter af Mason Holgate.
Det var alligevel en stakket frist for Frank Lampards Everton, da de få minutter senere kunne se sig udspillet af West Ham, der igen bragte sig foran på en kasse af engelske Jarrod Bowen.
Men ondt skulle blive endnu værre for Everton, da den dyrtindkøbte midterforsvarer, Michael Keane, fik sig et rødt kort og dermed en tidlig badebillet efter 65 minutters spil.
Herefter bød kampen ikke på yderligere scoringer, så West Ham kravler op på femtepladsen i Premier League med 51 point. Samme antal point som både Manchester United og Tottenham, der dog ikke har spillet ligeså mange kampe.
Presset på Frank Lampard i Everton må derfor formodes at være tårnhøjt, eftersom traditionsklubben blot har vundet to af de seneste ti Premier League-kampe, og nu er i alvorlig fare for at rykke ud af Premier League.