
Ronaldo-løse United smed point mod Schmeichel og Leicester
Manchester United smed dyrebare point i Premier League, da de mødte Leicester hjemme på Old Trafford.

Manchester United var uden Cristiano Ronaldo, da de hjemme på Old Trafford spillede 1-1 og smed vigtige point til Kasper Schmeichel og Leicester City.
Kampen om de vigtige Champions League-pladser i Premier League spidser til, så alt andet end tre point var ubrugeligt for Manchester United, da de mødte Leicester i 31. spillerunde.
Første halvleg var en meget lige affære, hvor kampen bølgede frem og tilbage, mens ingen af de to klubber formåede at sætte sig på opgøret.

Derfor skulle man også helt hen til det 63. minut før kampens første scoring faldt, da Leicester bragte sig foran 0-1 på et mål af Kelechi Iheanacho.
Jublen varede dog kort for Schmeichel og Leicester, da Fred blot tre minutter senere bragte balance i regnskabet for The Red Devils med en scoring til 1-1.
Selvom man derfor skulle tro, at United nu ville sætte sig på spillet og forsøge at vinde kampen, blev det i stedet Leicester, der endnu engang skulle bringe sig i front.
Efter lidt kludderspil foran hjemmeholdets felt havnede bolden i James Maddisons fødder, og her svigtede englænderen ikke, da han sikkert kunne sparke bolden ind bag David de Gea i United-målet til 1-2. Eller det troede Maddison og Leicester i hvert fald.
Kampens dommer fik nemlig efterfølgende en besked i øret om, at han skulle en tur ud og kigge op VAR-skærmen for at se målet igennem. Her valgte han korrekt at dømme for frispark i spilopbygningen til Maddisons scoring.

Flere mål kom der ikke i kampen og Manchester United og Leicester måtte derfor tage sig til takke med et enkelt point hver.
Pointdelingen betyder samtidig, at United sakker yderligere bagud i kampen om de gyldne Champions League-pladser med blot seks kampe igen i Premier League.