RB Leipzig tæsker Dortmund på Signal Iduna Park
1-4 endte det i Tyskland, da RB Leipzig sejrede overlegent mod Dortmund.
RB Leipzig slog stensikkert Dortmund på udebane med 1-4 i et opgør, hvor Leipzig igen spillede sig i top-4.
Efter godt 20 minutters spil dukkede midtbanespilleren Konrad Laimer op i Dortmund-feltet og sendte bolden i rosen til 0-1.
Herefter gik der ikke mere end ni minutter, før selvsamme Laimer fordoblede føringen.
Dortmund pressede inden pause på for en reducering, men scoringen udeblev.
Efter pausen åbnede Leipzigs Christopher Nkunku igen sin målkonto med sit 27. sæsonmål, da han sikkert udbyggede føringen til 0-3 efter 58 minutters spil.
Dortmunds træner, Marco Rose, forsøgte sig med flere offensive indskiftninger. Det var netop en af disse, Donyell Malen, som kort før tid var på pletten med en reducering til 1-3.
Men blot få minutter senere lukkede og slukkede Dany Olmo kampen med sin scoring til 1-4. Leipzig kan dermed glæde sig over, at de nu har tre point ned til Freiburg på femtepladsen og skaber lidt luft til de eftertragtede Champions League-pladser.
Med kun seks runder tilbage af den tyske Bundesliga er Dortmund nu ni point efter Bayern München på førstepladsen. Der skal derfor gå meget galt, hvis ikke Bayern München skal løbe med guldet for tiende gang i streg.
Danske Yussuf Poulsen måtte se med fra tribunen, eftersom han udgik med en muskelskade i landskampen mod Holland.