
Hjulmand reagerer på VM-lodtrækning: Ikke fantastisk
Kasper Hjulmand kommenterer nu på Danmarks VM-lodtrækning, hvor man tørner sammen med Frankrig, Tunesien og en endnu ukendt modstander.

Fredag aften blev det endeligt, at Danmark til VM-slutrunden senere på året tørner sammen med Frankrig, Tunesien og en endnu ukendt modstander blandt Peru, Australien og Forenede Arabiske Emirater.
Overfor TV 2 har landstræner Kasper Hjulmand nu kommenteret på puljen, som han kalder ‘ikke fantastisk’.
– Det er ikke fantastisk. Jeg ville gerne have undgået Frankrig. Jeg er helt sikker på, at det er et af verdens bedste hold med det utrolige talent, der er i fransk fodbold på toppen i øjeblikket. Det er en topmodstander, siger Hjulmand og fortsætter:
– Jeg synes også det sidste hold – Peru, der ligger nummer 22 på verdensranglisten – er et utrolig stærkt mandskab, som jeg tror kommer igennem deres playoff-kampe. Men alt i alt glæder vi os over, at vi har fået modstandere på og kan begynde at forberede os.

Fra tv-studiet på TV 2 blev Kasper Hjulmand også bedt om at rangere sin tilfredshed med lodtrækning på en skala fra et til ti. Her svarede han fem.
Danmark spiller sin første kamp ved VM-slutrunden tirsdag den 22. november, hvor Tunesien venter. Selve slutrunden starter dagen inden – altså den 21. november 2022 med åbningkampen mellem Senegal og Holland klokken 11:00 dansk tid.