
Sergio Agüero: Kan måske genoptage karrieren
Sergio Agüero har fortalt et argentinsk medie, at han muligvis genoptager sin fodboldkarriere. Han skulle desuden allerede have modtaget et tilbud fra en navngiven klub.

Tilbage i december sidste år indstillede Sergio Agüero sin fodboldkarriere efter blot et halvt år i FC Barcelona.
Det skete på ulykkelig vis, da han i en kamp mod Deportivo Alavés pludselig fik brystsmerter, som i senere tests skulle vise sig at være hjerteproblemer.
Nu afslører han dog overfor det argentinske medie, TyC Sports, at han muligvis genoptager sin fodboldkarriere.
– I går gik det op for mig, at jeg kunne spille fodbold igen, indleder Sergio Agüero, inden han fortsætter:
– Lægerne fortalte mig, at jeg skulle have 5-6 måneder uden aktivitet, men at jeg herefter vil kunne træne igen.
Han forsikrer dog om, at han vil følge lægernes råd til punkt og prikke og afslører i samme ombæring, at han har fået et klubtilbud:
– Inter Miami kom med et tilbud, men jeg afviste. Min fremtid om 2 år? Lad os se, hvad situationen er.

33-årige Sergio Agüero er klart mest kendt for sin tid i Manchester City, hvor han er en sand legende. Her blev det blandt andet til 390 kampe, 260 mål og fem engelske mesterskaber for den argentinske angriber.