Medie: United tilbyder Martial i bytte for megastjerne
Manchester United har ifølge flere kilder set sig lune på den engelske landsholdsanfører Harry Kane, og de ’Røde Djævle’ er klar til at tilbyde Anthony Martial som en del af en handel med Tottenham.
Manchester United skulle ifølge blandt andre The Athletic være særdeles interesserede i at hente Tottenham-angriberen Harry Kane til sommer.
Den engelske landsholdsanfører fylder 29 til juli, og derfor ses hans formodede salgspris på henved 100 millioner pund eller små 900 millioner danske kroner som problematisk hos Manchester United.
Det har ifølge ESPN fået Manchester United til at undersøge muligheden for at sende franske Anthony Martial den modsatte vej – enten som en del af en byttehandel eller alternativt som en separat handel.
For både Harry Kane og Anthony Martial gælder det, at de er kontraktligt forpligtet til sommeren 2024. Dermed går de begge ind i deres næstsidste sæson, hvilket kan få særligt Tottenham til at skrue en smule ned for den pris, de hidtil har krævet for at lade deres topscorer gå.
Tottenham har ifølge ESPN tidligere vist interesse i Anthony Martial, men den franske angriber skulle være mere interesseret i at skifte til spansk eller italiensk fodbold, hvis ikke fremtiden ligger på Old Trafford, og dermed kan Manchester United se ud til at have gjort regning uden vært.
Martial blev sidst i januar udlejet til spanske Sevilla, hvor det dog kun er blevet til et enkelt mål i otte kampe, og den andalusiske klub har allerede indikeret, at de ikke vil forsøge at tilknytte den 26-årige franskmand permanent, når lejeaftalen til sommer udløber.
Journalist: Disse tre forlader Manchester United til sommerFor Manchester United er der dog også særligt én anden ganske markant ting at tage hensyn til. Ralf Rangnick er nemlig kun midlertidig manager i klubben, som ventes at finde en ny manager inden sommeren. Derfor er det næppe sandsynligt, at Manchester United køber spillere, før en eventuel ny manager siger god for det.