International Fodbold

Holland og Tyskland delte

Flere af Europas store nationer var tirsdag aften i aktion, og mens Holland hjemme tog imod naboerne fra Tyskland, fik England besøg af Elfenbenskysten der skuffende var ude af VM-billedet.

Tyskland Holland England Elfenbenskysten
Foto: Koen Van Weel/AFP/Ritzau Scanpix

For anden gang på fire dage havde Holland fornemt besøg i Amsterdam, da Tyskland kom på besøg.

I modsætning til kampen mod Danmark kom Holland bagud, da Bayern München-angriberen Thomas Müller i første halvlegs tillægstid bragte ‘Die Mannschaft’ foran 0-1.

Holland stillede op på samme måde som i kampen mod Danmark, men Tottenham-angriberen Steven Bergwijn var blevet skiftet ud med Dortmunds Donyell Malen.¨

Efter en times spil uden mål kom Bergwijn dog på banen i stedet for netop Malen, og det var en fin beslutning af landstræner Louis van Gaal, for blot ti minutter efter sin indskiftning udlignede Bergwijn til 1-1, der også blev kampens resultat.

England slog Elfenbenskysten

På Wembley i London fik det engelske landshold besøg af et navnkundigt Elfenbensmandskab, der til trods for store navne som Serge Aurier, Eric Bailly, Franck Kessie, Sebastian Haller og Pepe ikke var blandt de ti afrikanske mandskaber, der tirsdag aften skulle spille om en VM-billet.

Elfenbenskysten var nemlig kun blevet toer i sin kvalifikationspulje efter Cameroun, og dermed blev det kun til en venskabskamp tirsdag aften.

VM 2022 – Den ultimative guide til VM i Qatar 2022

Efter en halv times spil var det Aston Villas Ollie Watkins, der med sit andet landsholdsmål bragte England foran 1-0, og kort før pausen blev gæsterne reduceret til 10 mand, da den tidligere Tottenham-forsvarer Serge Aurier blev præsenteret for sit andet gule kort på det, der en overgang var hans hjemmebane.

I første halvlegs sidste minut gjorde Manchester Citys Raheem Sterling det til 2-0.

Anden halvleg blev præget af de mange indskiftninger fra begge hold, men i kampens sidste minut gjorde endnu en Aston Villa-spiller, denne gang forsvarsspilleren Tyrone Mings, det til slutresultatet 3-0.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P