AaB’s Jacob Rinne er optimist forud for F.C. København
AaB satte før landskampspausen en stopper for Brøndbys stime med ubesejrede kampe, og kan nordjyderne vise samme niveau på søndag, så gør det ikke noget, at modstanderen er førerholdet fra F.C. København.
AaB har ti point op til F.C. København på Superligaens førsteplads, men det kan søndag blive reduceret til syv point.
Aalborgenserne tager nemlig imod netop F.C. København i mesterskabsspillets første kamp, men viser nordjyderne lige så god form, som da de forud for landskampspausen sendte Brøndby hjem med et 3-0-nederlag, så betyder det mindre, at det er ligaens tophold, der kommer på besøg.
– FCK er godt kørende, men Brøndby havde heller ikke tabt i lang tid, før de mødte os i sidste kamp. Hvis vi kan levere det samme som mod Brøndby, så skal vi nok klare det på søndag – ikke mindst hvis opbakningen fra fansene er lige så stor, siger Jacob Rinne.
Til kampen mod Brøndby var Aalborg Portland Park udsolgt, og den store opbakning betød noget for hjemmeholdets spillere, der satte en stopper for Brøndbys stime med 12 kampe i træk uden nederlag.
– Allerede da man kom til Aalborg Portland Park, kunne man mærke, at der var en særlig stemning omkring kampen. Det blev endnu tydeligere med tifoen ved indløb, og det var superfedt at mærke sådan en opbakning.
Superligaekspert: Hvis AaB vinder næste kamp, er de sølvfavoritter– Det var dejligt, at vi kunne vise det niveau, for det vidner om, at vi kan præstere, når der er mange tilskuere på tribunerne. Så det var en supergod kamp for hele holdet, og vi skal bare bringe samme energi på søndag, forklarer AaB-målmanden.
Mens AaB altså tager imod F.C. København søndag, får Brøndby samme dag besøg af Randers FC, mens FC Midtjylland mandag tager imod Silkeborg IF.
Jacob Rinne har kontraktudløb i AaB denne sommer, og det forventes, at den svenske målmand forlader den nordjyske klub. Det kan du læse mere om her.