Yussuf Poulsen misser Dortmund-møde
Den danske landsholdangriber Yussuf Poulsen bliver ikke klar til weekendens kamp i Bundesligaen mod Dortmund, efter han pådrog sig en skade i landskampen mod Holland.
Yussuf Poulsen måtte kort før pausen i landskampen mod Holland lade sig udskifte med det, der lignede en lyskeskade.
Det er nu blevet bekræftet fra hans klub, RB Leipzig, der må undvære ham til weekendens kamp mod Borussia Dortmund.
– Yussuf Poulsen fik en minde muskelskade i lyskeregionen i landskampen med det danske landshold. Yussi misser den kommende kamp mod Dortmund på grund af skaden, lyder det kort og godt fra den østtyske klub.
Yussuf Poulsen er selvsagt også ude af landskampen mod Serbien på tirsdag, men han blive i den danske landsholdslejr, hvor han vil modtage behandling, inden han tager tilbage til Tyskland.
Yussuf Poulsen har i denne Bundesligasæson kun spillet fuld tid i to kampe. Leipzig-træner Domenico Tedesco har på det seneste kigget mere i retning af André Silva og Christopher Nkunku til de to positioner i Leipzig-angrebet.