Van der Vaart anbefaler EfB-spiller til hollandske klubber
Rafael van der Vaart er assistenttræner i Esbjerg, og selvom den traditionsrige vestjyske klub i øjeblikket er i alvorlig nedrykningsfare, så mener hollænderen, at særligt en af holdets unge danske spillere har et niveau, der kunne være interessant for hollandske klubber.

Der blæser en strid vestenvind i Esbjerg for tiden, og for fodboldklubben EfB er det modvind.
De femdobbelte danske mestre er i overhængende fare for at måtte en tur ned i den tredjebedste danske fodboldrække, for i øjeblikket er de kun to point over nedrykningsstregen i den danske 1. Division.
Klubben fyrede for tre uger siden cheftræner Roland Vrabec og indsatte i stedet Michael Kryger og samt den hollandske landsholdlegende Rafael van der Vaart som midlertidige erstatninger. Spørger man den tidligere Real Madrid-spiller, så er der dog særligt én spiller i Esbjerg-truppen, som har en lys fremtid for sig – nemlig midtbanespilleren Mads Larsen.
- Han er kun 20 år gammel og anfører, han bliver en rigtig god spiller. Han dribler godt, og hvis jeg arbejdede i en klub i Holland, så ville jeg tage hen og se ham, siger Van der Vaart til Voetbal International.
Den venstrebenede hollænder ser dog også én svaghed ved den unge esbjergenser.

- Han er kun højrebenet, det synes jeg er en skam, lyder det jokende fra den 39-årige hollænder.
Mads Larsen kom allerede som 17-årig op i Esbjergs førsteholdstrup, hvor han i indeværende sæson har spillet samtlige 22 kampe i 1. Division.













