Ny tilskuerrekord når Danmark møder Serbien
Der er blevet solgt 34.000 billetter til testkampen i Parken mellem Danmark og Serbien, og det er ny rekord.
Dansk landsholdsfodbold fik for alvor fat i de danske fans under sommerens EM, og opturen er ikke slut endnu.
Således har DBU’s pressechef, Jakob Høyer, oplyst på mandagens pressemøde forud for kampen mellem Danmark og Serbien, at der er stor opbakning til det danske landshold – også selvom det er en testkamp.
– Først og fremmest har vi solgt 34.000 billetter, hvilket er ny rekord for et salg til en venskabskamp som den her.
– Sidste gang vi spillede mod Serbien, som var en kvalifikationskamp, havde vi 30.000 tilskuere, så det er fantastisk, og vi ser frem til at have alle fansene i Parken igen, lød det fra DBU’s pressechef, Jakob Høyer.
Den omtalte kvalifikationskamp mod Serbien fandt sted under EM-kvalifikationen tilbage i 2016.
Jakob Høyer oplyste desuden også, at der inden kampstart vil blive afholdt en kort mindehøjtidelighed til ære for afdøde Lars Høgh, der var målmandstræner på landsholdet gennem mange år.
Christian Eriksen bliver anfører i Parken på Kasper Schmeichels opfordringKampen mellem Danmark og Serbien bliver spillet i Parken tirsdag den 29. marts klokken 18.00.