
Medie: Brøndby klar med pengepungen – vil hente to profiler
Ifølge B.T., har Brøndby planer om at hente spillere til sommer, der fra dag ét kan gøre sig som profiler i Superligaen.

Brøndby IF har skippet store profiler som Jesper Lindstrøm, Morten Frendrup og Mikael Uhre afsted i løbet af det seneste år.
Det har selvsagt indbragt et pænt beløb til klubben, og ifølge B.T. kan klubbens fans nu se frem til sommerens transfervindue, hvor Brøndby har i sinde bruge nogle af pengene.
B.T. mener således at vide, at Brøndby IF har tænkt sig opruste truppen, og at fodbolddirektør Carsten V. Jensen kigger efter deciderede profiler til klubben.

Brøndby skulle angiveligt være på jagt efter markante forstærkninger i Skandinavien, og er ifølge B.T. villige til at betale sig til “i hvert fald to etablerede spillere, der fra dag ét kan blive profiler i Superligaen.”
Brøndby IF har trods salget af flere profiler det seneste år stadig formået at holde sig til i toppen af Superligaen, hvor en nu brudt stime på ni sejre i streg sendte Brøndby op på en kortvarig andenplads i tabellen.