Bale med stikpille til Real Madrid: Jeg er i rigtig god form
Gareth Bale er udtaget til det walisiske landshold, der torsdag skal møde Østrig i en særdeles vigtig kamp, hvor vinderen fortsat har muligheden for at kvalificere sig til VM.
Gareth Bale har spillet 77 minutters fodbold for Real Madrid siden november.
Den waliske stjerne har dog ikke været på banen for den spanske storklub siden februar, og i weekendens El Clasico var han helt ude af truppen. Alligevel er han med, når Wales torsdag møder Østrig i VM-playoffkampen i Cardiff, og på onsdagens pressemøde kom waliseren med lidt af en stikpille til Real Madrid.
– Jeg er i rigtig god form – meget bedre end ved sidste [landsholds-] samling, hvor jeg havde været ude i tre måneder. Jeg har trænet de sidste par dage og er klar til at spille så længe som nødvendigt i morgen, lyder det fra Gareth Bale.
Den spanske avis Marca insinuerede på dagens pressemøde, at Bale selv havde sørget for ikke at være en del af Real Madrid-truppen til kampen mod FC Barcelona, men det ønskede Bale ikke at kommentere på.
– Jeg er ikke nødt til at klargøre det, for jeg er ikke nødt til at fortælle nogen, hvad der sker. Jeg behøver ikke give nogen noget, som kan bruges mod mig. Alt er fint nu – jeg har ingen problemer, lød det således fra waliseren.
Den 32-årige kantspiller har kontraktudløb i Real Madrid til sommer, men det betyder ikke, at han endnu er begyndt at spekulere på fremtiden.
– Jeg har ikke tænkt på andet end den her kamp eller planlagt noget efterfølgende endnu. Jeg ønsker at fokusere fuldt og fast på det her. Jeg tænker ikke på min fremtid, da jeg er nødt til at tænke på nuet, og så er fremtiden en distraktion, lyder det fra Bale.
Medie: Real Madrid-fans kræver tidligere spiller som managerDet walisiske landshold har ikke deltaget ved en VM-slutrunde siden 1958, og det fortæller også lidt om, hvorfor morgendagens kamp mod Østrig er så vigtig for nationen. Vinderen af kampen skal nemlig møde enten Skotland eller Ukraine i en kamp om én billet til efterårets VM-slutrunde i Qatar.
– Det er helt sikkert en af de største kampe, jeg kommer til til at spille. At kvalificere sig til et verdensmesterskab er noget, jeg ønsker at opnå for fansene og for landet, lyder det fra den snart forhenværende Real Madrid-spiller.
Gareth Bale rundede i sin seneste landskamp i november de 100 landskampe for Wales.