Europæisk Fodbold

Vildt scenarie i spil for Zlatan: Stolt og glad

Zlatan Ibrahimovic brugte knapt to sæsoner i Manchester United, og selvom han ikke nåede at spille med ham, så nåede han at hilse på et af de unge United-talenter, som han nu kan komme til at spille sammen med på det svenske landshold.

Zlatan Ibrahimovich Anthony Elanga Joseph elanga
Foto: Jonas Ekstromer/AFP/Ritzau Scanpix

Zlatan Ibrahimovic spillede fra 1999 til 2001 ungdoms- og siden også seniorfodbold i Malmö FF.

En af holdkammeraterne, da han kom op på Malmös førstehold, var den tidligere Brøndby-spiller Joseph Elanga, og nu vil skæbnen, at den 40-årige Ibrahimovich kan komme til at spille landsholdsfodbold med Elangas søn – Anthony, der til dagligt spiller i Manchester United.

– Et stort talent, vi er stolte og glade for, at han kommer fra Sverige. At han nu kan repræsentere Sverige, gør det endnu større. Han har fremtiden for sig, og hvis han fortsætter, som han har gjort, så ser det positivt ud, siger Zlatan om Elanga Junior, der for første gang i karrieren er udtaget til det svenske landshold.

Tirsdag sad de to spillere sammen med landstræner Janne Andersson til det svenske landsholds pressekonference, men det er faktisk ikke første gang, at de to møder hinanden.

– Vi spiste frokost med holdet på træningsanlægget i Manchester. Så kom den her lille fyr op til mig og sagde: ’Du kender min far’, og så kunne jeg regne resten ud: ’Elanga’, lød det på pressemødet fra Zlatan.

For Elanga, Zlatan og det svenske landshold venter der torsdag en vigtig landskamp mod Tjekkiet, hvor vinderen skal møde Polen til kampen om én billet til efterårets VM-slutrunde.

Mens Janne Andersson på pressemødet kom med et hint om, at han ikke ville bruge Athony Elanga fra start i kampen mod tjekkerne, så giver det sig selv, at det ikke bliver Zlatan Ibrahimovich, der tager pladsen i stedet. Den 40-årige AC Milan-angriber sidder nemlig ude med karantæne til kampen.

Camerounske Joseph Elanga er to år ældre end Zlatan Ibrahimovic, og de to nåede således at spille sammen i Malmö FF, inden Anthony Elanga blev født. Det gjorde han nemlig først i 2002.

Anthony Elanga har valgt at repræsentere Sverige på landsholdsplan, selvom han også kunne have valgt både faderens fødeland – Cameroun, samt de engelske landshold.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P