Delaney hylder Kjær: En man skal stile efter
Thomas Delaney fortæller i et stort interview med Euroman, at Simon Kjær er en unik person. Her kommer han også ind på, hvad der har været karrierens højdepunkt.
Det er ingen hemmelighed, at Simon Kjær har en stor stjerne på det danske landshold, hvor han er anfører og en afholdt figur blandt alle.
Han er dog ikke med i den nuværende landsholdssamling, da han fortsat sidder ude med en skade, som han pådrog sig tilbage i starten af december 2021 i sin italienske klub, AC Milan.
Alligevel benytter Thomas Delaney lejligheden til at hylde sin anfører i et stort interview med Euroman.
– Simon (Kjær, red.) er jo en fremragende anfører. Han er en, man skal stile efter, men man skal ikke forvente at blive som ham, for han er en unik person, der tager hånd om alle, indleder Delaney til Euroman og fortsætter:
– Han har også været en masse ting igennem, hvor han har siddet på bænken og været udlejet. Men han er klart en af de stærkeste karakterer, og sådan har han altid været.
I interviewet kommer han også ind på, hvad der har været karrierens største højdepunkt indtil videre.
– Det må være EM (i 2021, red.). Det, der vil stå stærkest på den positive front, er Belgien-kampen, som vi spillede fire dage efter kampen mod Finland. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvordan det egentlig var. Vi gik rundt og spurgte hinanden, om vi var klar til at spille, men der var ikke nogen, som rigtig vidste det, siger Delaney og fortsætter:
– Jeg havde en snak med Simon Kjær, hvor jeg sagde, at hvis vi tabte 6-0, så var det fint nok. At gå derfra til at komme ind i Parken, og så er der folkefest, og vi kommer foran. Selvom vi endte med at tabe, føltes det stadigvæk som en sejr. Det er et øjeblik, jeg ikke kommer til at glemme.
Kasper Hjulmand: Ham her har taget os alle med stormDanmark spiller lørdag aften testkamp på udebane mod Holland, inden Parken tirsdag aften danner ramme om endnu en testkamp. Denne gang mod Serbien.