
Medie: Koeman i billedet til landstrænerjob
Den tidligere FC Barcelona-træner, Ronald Koeman, er ifølge et hollandsk medie sat i forbindelse med jobbet som hollandsk landstræner.

Ronald Koeman kvittede jobbet som hollandsk landstræner i 2020 for i stedet at overtage cheftrænerposten i FC Barcelona. Det blev dog aldrig en succeshistorie for hollænderen, der i oktober måned blev fyret efter lidt over et år i klubben.
Siden da har Koeman stået uden trænerjob, men ifølge det hollandske medie NOS, så er den tidligere Barcelona-træner nu i spil til et landstrænerjob.
Ronald Koeman skulle angiveligt være i forhandlinger med det hollandske fodboldforbund, KNVB, om et comeback som cheftræner for landsholdet.

Her skulle planen være, at Koeman overtager trænerjobbet, når den nuværende træner, Louis van Gaal, stopper efter VM i Qatar til vinter.
Ronald Koeman nåede i sin første periode som landstræner fra 2018 til 2020 at stå i spidsen for “Oranje” i 20 kampe, hvor det blev til 11 sejre, fem uafgjorte og fire nederlag.