Mirakuløst Maddison-missil sender Eriksen-løse Brentford hjem uden point
Christian Eriksen var ikke med for Brentford, da de blev sendt hjem fra Leicester uden point efter James Maddison scorede et flot frisparksmål.
Thomas Frank og Brentford gæstede søndag eftermiddag King Power Stadium og Leicester i en kamp, hvor Christian Eriksen måtte se på hjemmefra i coronaisolation.
Frank og Brentford havde to sejre på stribe og masser af selvtillid med ind til opgøret, men to hurtige mål fra Leicester midt i første halvleg skød gæsterne i sænk.
Leicester åbnede kampen bedst og fik hurtigt etableret et pres mod gæsterne, og efter 20 minutter fik vi kampens første perle. Timothy Castagne modtog bolden på kanten af feltet og udførte en følt afslutning, der strøg op i det fjerne målhjørne.
Kort efter bed Brentford fra sig, da Mathias Jensen first-timede en afslutning i feltet. Kasper Schmeichel trak sig dog sejrrigt ud af landsholdsduellen og ti minutter senere formåede Leicester at udbygge føringen med et drømmemål.
Knap 30 meter fra mål fik Leicester frispark, og James Maddison viste, hvorfor mange storklubber jagtede ham i transfervinduet, da han kanonerede bolden over muren og helt op i målhjørnet. Du kan se det flotte mål i toppen af artiklen.
Leicester-stjerne om Kasper Schmeichel: I mine øjne en legendeMaddisons drøn trak alt luft ud af kampen, og det var to afventende mandskaber, der spillede de næste 45 minutter. Kort før tid formåede Brentford at få pyntet på resultatet, da Yoane Wissa afdriblede et par Leicester-forsvarer før han også passerede Kasper Schmeichel.
Det ændrer dog ikke på kampens udfald. Leicester tager en 2-1 sejr og Brentford må prise sig lykkelige for de seneste sejre, som har sikret dem et lille pusterum fra bundstriden. Thomas Frank og co. har otte point ned til Watford, der befinder sig under stregen.