
Falks ambitioner er fløjet i vejret: Vi er guldfavoritter og er langt foran
Rasmus Falk tøvede ikke med at udråbe F.C. København til guldfavoritter efter Superligaens grundspils afslutning søndag eftermiddag.

Rasmus Falk og F.C. København hev søndag eftermiddag en smal 1-0 sejr i land mod FC Nordsjælland, da Akinkunmi Amoo scorede sit første mål for FCK. Efter kampen var der optimisme at spore hos den 30-årige fynbo, Rasmus Falk.
– Det ser godt ud, men der er mange point at spille om. Der er dog ingen tvivl om, at det ser godt ud. Vi har sat os selv i en god position, og nu går vi ind til de afgørende kampe, som vi glæder os til, siger Falk til 6’eren.
Bo Henriksen og Jess Thorup har flere gange indgået i et strategisk spil, om hvem der skulle udråbes som guldfavoritter, hvor ingen har ønsket at tage favoritrollen på sig.

Senest har FC Midtjylland-træneren spillet favoritværdigheden over mod hovedstaden, og her er Rasmus Falk mere end klar til at tage den på sig.
– Altså han sagde også et par runder inde i sæsonen, at de ville vinde overlegent. Men ja, vi er favoritter, og vi er foran med mange point, siger Falk og fortsætter.

– Vi koncentrerer os ikke så meget om, hvad der bliver sagt. Vi vil bare vinde fodboldkampe og guldet, slutter Falk.
Nu venter der F.C. København-mandskabet ti vigtige kampe, når Superligaen efter landsholdspausen går ind i det afgørende slutspil.
Før slutspillet fører ‘Løverne’ med seks point ned til midtjyderne, mens Brøndby og AaB halter efter som nærmeste forfølgere.