Tidligere PSG-spiller har fået amputeret sit ben: Jeg havde ikke noget liv
Den tidligere Paris Saint-Germain-angriber Bruno Rodriguez har fået amputeret sit højre ben, efter skader fra den lange karriere som fodboldspiller havde gjort, at han konstant led under store smerter.
Han nåede både at spille i Premier League og LaLiga, men det var i den franske Ligue 1, han opnåede suverænt flest kampe.
Den tidligere professionelle fodboldspiller Bruno Rodriguez var undervejs i sin karriere forbi den daværende Premier League-klub Bradford samt spanske Rayo Vallecano, men den i dag 49-årige Rodriguez var undervejs i sin karriere udsat for flere skader, og de har nu haft en ganske markant følgeskade.
– Efter alle de skader, jeg havde igennem min karriere, alle forstuvninger jeg har haft, forsøgte vi at fixe det mulige, men jeg havde for store smerter. Jeg havde ikke længere noget liv, så vi besluttede os for en amputation, fortæller Rodriguez således til Republicain Lorrain.
– Jeg stod helt stille. Jeg kunne ingenting. Jeg kunne ikke køre [bil], jeg kunne ikke komme ud. De seneste par år har ikke været rare, lyder det videre fra Rodriguez.
Den 49-årige franskmand repræsenterede flere franske klubber i løbet af sin karriere, og mens han spillede flest kampe for FC Metz, nåede han også forbi storklubberne AS Monaco og Paris Saint-Germain. Sidstnævnte spillede han for fra 1999 til 2000.
Rodriguez vil ikke skyde skylden for sine skader og efterfølgende amputation på andre, men han mener, at stilen var anderledes, da han spillede fodbold.
Medie: Salah åben for skifte til FC Barcelona og PSG– Jeg ønsker ikke at belemre nogen, men i min tid var spillerne ikke beskyttet så meget, lyder det fra Rodriguez, der trods alt kan berette om både en vellykket operation og høj moral.
– Operationen gik godt. Jeg tager det nogenlunde, og nu kan jeg fortsætte med genoptræningen. Det kan jeg ikke vente på. [Min] moral er god. Man har ikke noget valg, vi kan kun bevæge os fremad, lyder det fra Rodriguez.
Nu har stjernerne fået nok – buhen starter spillerflugt fra PSGParis Saint-Germain sendte i sidste uge en støtte-besked til Rodriguez og dennes familie.
– Paris Saint-Germain sender en støtte-besked til sin tidligere angriber Bruno Rodriguez, hans familie og elskede i denne vanskelige periode. Klubben sender dig al sin kraft og håber snart at kunne byde dig velkommen på Parc des Princes, lød det således fra PSG.