Sen scoring sikrede Dortmund sejren mod Bo Svenssons Mainz
Det så længe ud til at blive en pointdeling i onsdagens Bundesligaopgør mellem Mainz og Dortmund, men tre minutter før tid løb gæsterne med alle tre point.
Bo Svensson havde for første gang siden midten af oktober fundet plads til Marcus Ingvartsen i sin startopstilling.
Det var dog lidt af en mundfuld den danske angriber stod overfor sammen med resten af Mainz-mandskabet, for hjemme på Mewa Arena tog de imod topholdet fra Dortmund.
Hjemmeholdet fra Mainz, der ligger midt i Bundesligaen uden den store fare for hverken at rykke ned eller at spille sig til europæiske pladser, holdt de gulblusede gæster stangen langt ind i kampen, og i første halvleg var det faktisk Mainz, der havde flest muligheder.
Da Marcus Ingvartsen efter 71 minutters spil blev skiftet ud, var stillingen stadig 0-0, og det vedblev den at være indetil det 87. minut.
Her fik belgiske Axel Witsel alt for god plads ved bagerste stolpe, og så kunne han uden de store problemer sætte en inderside på frisparksindlægget fra Giovanni Reyna.
Mainz havde ikke noget modsvar til den scoring, og dermed blev det Dortmund, der tog fra Rheinland-Pfalz med de tre point, og dermed har de nu kun fire point op til Bayern München på Bundesligaens førsteplads. Der resterer otte kampe.