Kurt Zouma kattemishandling fører nu til anklage
West Ham-forsvareren Kurt Zouma og broderen Yoan er er nu begge blevet anklaget i sagen, hvor West Ham-spilleren på en video kunne ses slå og sparke sine katte.
Det vakte stor røre, da en video af West Ham-spilleren Kurt Zouma i februar begyndte at florere på nettet.
Franskmanden kunne på videoen ses slå og sparke sine to katte, og sagen fører nu til, at både Zouma og broderen Yoan bliver retsforfulgt af den britiske dyreværnsorganisation RSPCA.
En talsperson fra organisationen, der har til formål at forhindre dyremishandling, har ifølge BBC sagt:
– Efter en fuld og grundig undersøgelse har vi igangsat en retsforfølgelse imod Kurt Zouma og Yoan Zouma under Dyrevelfærdsloven. De to katte bliver forsat passet af RSPCA. Vi vil komme med yderligere information, når en retsdag er bekræftet.
Yoan Zouma spiller for amatørholdet Dagenham & Redbridge, der tidligere har suspenderet franskmanden, for sin medvirken i filmen, hvor han fungerede som kamaeramand.
Strafferammen for brud på dyrevelfærdsloven i Storbritannien lyder på fem års fængsel, men det ventes at begge brødre slipper med bødestraf.