Chefredaktør om trænerfyring: Panikhandling! Nu er der brug for en mirakelmager
Chefredaktør på campo.dk forstår ikke, hvorfor Vejle Boldklub vælger at afskedige Peter Sørensen i den givne situation.
Vejle Boldklub har hentet fire point i foråret, hvilket er flere end SønderjyskE og OB, som dog spiller i aften, og lige så mange point som AGF.
Alligevel valgte klubben mandag morgen at fyre cheftræner Peter Sørensen på baggrund af: ‘en overordnet vurdering af holdets nuværende potentiale og udtryk og et strategisk perspektiv rettet mod fremtiden’, som det hed sig fra klubbens side.
Fyringen kommer bag på campo.dk’s chefredaktør, Allan Hvid:
– Det virker som en panikhandling. Jeg har svært ved at se, hvordan en anden cheftræner, med så kort varsel, skal kunne tage over og markant ændre billedet og chancerne for overlevelse. Jeg ved simpelthen ikke, hvem der skal kunne gøre det bedre end Peter Sørensen. Der er jo ikke brug for en træner, der kan det samme. Der er brug for en mirakelmager, hvis det skal gøres endnu bedre i den nuværende situation, lyder det således fra chefredaktøren efter mandagens nyhed.
Her peger Allan Hvid på, at klubbens nye mand nu kun har ganske kort tid til at forsøge at redde Vejle fra en nedrykning til landets næstbedste række:
– Peter Sørensen tog i sensommeren over efter en cheftræner, der var total fejlcastet til det projekt. Nu skal klubben så have endnu en cheftræner kort efter en start på et halvår, og han får nu to en halv måned til at sikre overlevelse. Det ligner en helt umulig opgave, og jeg bider mærke i, at klubben nu også har et ”strategisk perspektiv rettet mod fremtiden”… det kan man jo så kun konkludere ikke har været tilfældet tidligere.
Officielt: Vejle Boldklub fyrer Peter Sørensen– Det her er for mig et klassisk eksempel på en fodboldklub, der ikke har det lange lys på. I december hentede klubben en rumænsk sportschef ind. Gad vide hvor mange spillere han kendte i Superligaen på daværende tidspunkt, og nu skal klubben have ny cheftræner midt i en kamp om overlevelse. Jeg begriber ikke, at klubejere igen og igen forventer, at en trænerfyring med ét ændrer billedet markant.
Vejle Boldklub skal i aktion igen på søndag, når OB gæster Nørreskoven.