Trods sikker sejr: PSG-fans buher af Messi og Neymar
Paris Saint-Germain havde ikke de store problemer med at besejre bundproppen Bordeaux søndag, men fansene på Parc des Princes viste både før, under og efter kampen deres tydelige utilfredshed med i særdeleshed Lionel Messi og Neymar.
Hvis der var nogen tvivl om, hvorvidt der er splittelse i det parisiske bagland før Ligue 1-kampen mod Bordeaux søndag, så er al tvivl vist fejet af bordet.
Godt nok vandt Paris Saint-Germain en stensikker 3-0-sejr over den franske ligas bundprop, Bordeaux, men allerede inden kampstart viste fansene på Parc des Princes deres utilfredshed med særligt to spillere.
Da PSG-spillernes navne blev råbt op før kampen, blev både Lionel Messi og Neymars navne mødt med markante buh-råb fra de parisiske fans.
Mens også Georginio Wijnaldum og Danilos navne blev mødt med sporadiske buh-råb, var der tydelig jubel, da Kylian Mbappés navn blev råbt op. Den jubel blev dog øjeblikkeligt ændret til en markant piben og buhen, da Neymar og Lionel Messi umiddelbart efter blev råbt op af stadionspeakeren. Heller ikke træner Mauricio Pochettino fik lov at gå fri af de parisiske fans råb.
Da kampen blev fløjtet i gang blev der fortsat buhet, hver gang enten Lionel Messi eller Neymar havde bolden, og de parisiske fans lader ikke lige umiddelbart til at glemme 3-1-nederlaget og Champions League-exitten mod Real Madrid i onsdags.
Kylian Mbappé takkede efter 24 minutters spil for fansenes tillid, da han bragte PSG foran 1-0. Syv minutter efter pausen bragte Neymar hjemmeholdet foran 2-0, inden Leandro Paredes efter en times spil gjorde det til slutresultatet 3-0.
Både Messi, Neymar og Mbappé spillede hele kampen mod Bordeaux.