3F Superligaen

Intens kamp gav pointdeling mellem Brøndby og AGF

Både Brøndby og AGF jagtede sejren i slutminutterne af søndagens kamp på Brøndby Stadion, men begge måtte de slutteligt nøjes med et enkelt point.

Brøndby AGF Superliga
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Brøndby var søndag aften på jagt efter sin tiende superligasejr i træk, da AGF havde taget turen til den københavnske Vestegn, men med et 1-1-resultat blev den voldsomt imponerede stime stoppet.

Gæsterne havde forud for kampen kunne se det i forvejen spinkle håb om en plads i top-seks fordufte med Randers’ sejr over Silkeborg, men er der et sted, hvor århusianerne ingen problemer har med at sætte sig op, så er det formentlig Brøndby Stadion.

Det var dog hjemmeholdet, der kom bedst fra start, og bedst som AGF så ud til at have fået kampen under kontrol, bragte Brøndbys Marko Divkovic hjemmeholdet foran. Anis Slimane sendte den 22-årige kroat i dybden, og med et elegant chip snød han Jesper Hansen i AGF-målet.

Ti minutter efter føringsmålet så AGF’s Yann Bisseck ud til at have udlignet for gæsterne, men målet blev helt korrekt underkendt for offside på Albert Grønbæk, der fra sin position umiddelbart foran Brøndbys målmand influerede spillet så tilpas meget, at scoringen ikke kunne få lov at stå.

AGF og Albert Grønbæk i særdeleshed skulle dog hurtigt revanchere det underkendte mål, for bare syv minutter efter pausen, bragte den 20-årige Grønbæk balance i rgenskabet.

Brøndby-profil afslører: Har afdød ven med i hver kamp

Bolden blev sendt ind over Brøndby-feltet, hvor Joe Bell forlængede indlægget til bagerste stolpe, og her dukkede Albert Grønbæk op, og fra en spids vinkel sendte han flot bolden op i nettaget med det, der mest af alt lignede en benskinne-afslutning.

Brøndbys spillere og fans følte sig med ti minutter tilbage af kampen bortdømt, da AGF’s Anthony D’ Alberto slap for sit andet gule kort i en situation, hvor den belgiske forsvarsspiller så ud til at stoppe et Brøndby-angreb med ulovlige midler.

Kort efter ville størstedelen af Brøndby Stadion igen have mere, end de fik fra dommer Morten Krogh, da AGF’s Oliver Lund i en duel med Mathias Kvistgaarden faldt og ramte bolden med hånden. Situationen var dog tilpas tilfældig til, at dommeren ikke ville tildele Brøndby et straffespark.

I kampens døende minutter fik både Simon Hedlund, Frederik Brandhoft og særligt indskiftede Carl Björk muligheden for at blive dagens helt store helt, men alle tre misbrugte pæne muligheder, og dermed blev ikke til yderligere scoringer og derfor også pointdeling mellem de to danske fodboldinstitutioner.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P