Liverpool fortsætter jagten på City med sikker sejr
Liverpool tog alle tre point, da Brighton lørdag blev slået sikkert på udebane. Dermed holder man sig tæt på Manchester City i den absolutte top af Premier League.

Der er for alvor kommet spænding i mesterskabskampen i Premier League, hvor Liverpool fortsætter med at ånde Manchester City i nakken.
Således blev det lørdag eftermiddag nok engang til en Liverpool-sejr, da de besøgte Brighton på udebane og tog hjem med en 0-2 sejr.
Det startede godt for The Reds, da Luis Díaz efter blot 19 minutter bragte holdet foran i en situation, hvor han samtidig blev smadret ned af Brightons spanske keeper, Robert Sánchez.
Han var dog i stand til at fortsætte og kunne derfor fra nærmeste hold se Mohamed Salah bringe Liverpool yderligere foran på et straffespark efter en times spil.

Flere scoringer blev det ikke til, hvorfor Liverpool tog en sikker 0-2 sejr med sig hjem og dermed blot har tre point op til Manchester City på førstepladsen i Premier League.













