Dansk fodbold muliggør Dreyer og Abildgaards Superliga-retur
Divisionsforeningen har besluttet, at Superliga-klubberne får mulighed for at skrive kontrakt med spillere fra ligaerne i Ukraine og Rusland.
Den danske divisionsforenings bestyrelse har godkendt, at spillere fra den ukrainske og russiske liga frit kan skrive kontrakt med danske klubber.
Fredag kom det frem, at Anders Dreyer, der til dagligt spiller i russiske Rubin Kazan, havde en mundtlig aftale på plads med FC Midtjylland.
FCM: Har mundtlig aftale med DreyerLigeledes har Aab bekræftet, at man vil tage imod Oliver Abildgaard med åbne arme, hvis muligheden kom.
Nu er det så officielt muligt for de to danske Rubin Kazan-spillere, da Divisionsforeningen lørdag har vedtaget, at de danske klubber kan hente spillerne.
Foreningen har åbnet for et særligt transfervindue, der løber af stablen den 15. marts frem til den 31. marts. Det alternative transfervindue kommer dog med begrænsninger, da klubberne maksimalt må hente én enkelt spiller fra de to ligaer. Kontrakten mellem klub og spiller må desuden ikke blive længere end til den 30. juni.
– Divisionsforeningen har valgt en balanceret model, som dels tager hensyn til at klubberne er på vej ind i den afgørende del af sæsonen, og dels sikrer at dansk fodbold også her bidrager til en fælles indsats for de berørte spillere, som er havnet i en særdeles vanskelig situation, lyder det fra Divisionsforeningen.