Medie: PSG vil sælge Neymar efter CL-fiasko
Neymar kan være fortid i franske Paris Saint-Germain til sommer, da hovedstadsklubben er træt af brasilianerens attitude og præstationer.
Paris Saint-Germain går i disse dage igennem en svær periode, oven på det sensationelle exit i Champions League til Real Madrid, hvor franskmændende på de sidste 30 minutter af returopgøret smed en samlet 2-0 føring og i stedet tabte med 3-2.
Det har sat gang i rygterne i den franske klub, hvor det tidligere fredag kom frem, at PSG angiveligt overvejer at fyre deres cheftræner, Mauricio Pochettino.
Senere selv samme dag er det nu kommet frem, at en af Ligue 1-klubbens helt store stjerner også kan være på vej ud af døren.
Ifølge spanske SPORT så skulle PSG nemlig være godt træt af deres brasilianske superstjerne, Neymar. Både pariserklubben og ejerne i Qatar skulle være træt af den tidligere FC Barcelona-spillers attitude, mens hans præstationer i de store kampe heller ikke har været tilfredsstillende.
Derudover skulle Neymars far og agent, Neymar Sr., også spille en rolle i, at PSG vil af med den 30-årige brasilianer, da forholdet med ham ikke skulle være specielt godt.
PSG-præsident gik amok efter nederlag: Opsøgte dommernes omklædningsrum i raseri og slog på dørenNeymar har været i Paris Saint-Germain siden 2017, hvor han skiftede til Ligue 1-klubben fra FC Barcelona for 222 millioner euro. Det er den dag i dag stadig den største transfersum for en spiller nogensinde.