
FCK’s supertalent foran europæisk debut: En anden følelse i kroppen
Roony Bardghji kan torsdag aften få sin debut i europæisk fodbold, når F.C. København møder PSV på udebane i Conference League.

Torsdag aften skal F.C. København på en vanskelig opgave, når PSV Eindhoven venter på udebane i Conference Leagues ottendedelsfinaler.
Hvis det bliver til spilminutter for blot 16-årige Roony Bardghji, er det hans første i europæisk turneringsregi. Noget, han ser frem til, fortæller svenskeren til FCK TV.
– Det er min første europæiske kamp, så jeg ser rigtig meget frem til det, hvis jeg får chancen. Man får lov til at mærke, hvordan det er at spille i Europa og møde den slags hold. At få lov at gøre det i så ung en alder gør, at jeg kan lære meget fra sådan en kamp, som jeg kan tage med videre.
Der er tale om den første af to afgørende knockout-kampe, så FCK skal have et fornuftigt resultatet med sig hjem fra det hollandske.
– Der er forskel på tempoet. Man nok lige vænne sig til det det i de første ti minutter af kampen, så man tilpasser sig og mærker, hvor aggressive de er. Det er nok den største forskel, siger det unge stjerneskud og slutter:
– Jeg har en anden følelse i kroppen nu, end når jeg skal spille i Superligaen, men samtidig er det en god følelse, fordi det er en stor kamp. Det bliver rigtigt fedt.

Kampen mellem PSV og F.C. København fløjtes i gang klokken 21:00 og kan følges direkte på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.