
Chelsea pligtsejrede trods stormfuld dag i klubben
Chelsea har hele dagen været i fokus for alt andet end torsdagens Premier League-kamp mod Norwich, som London-klubben dog vandt efter drømmestart.

Hele torsdagen har engelske Chelsea fyldt meget i fodboldens mediebillede, hvor en række hændelser har udspillet sig i klubben.
Dog skulle man også i aktion på grønsværen, hvor spillerne dog holdt hovedet koldt og fokuserede på fodbolden og fik besejret Norwich på udebane med 1-3 i Premier League.
Kampen startede fremragende for The Blues, der efter blot 14 minutter var foran med 0-2 på mål af Trevoh Chalobah og Mason Mount. Et resultat, der også blev første halvlegs endelige.
I anden halvleg bragte Norwich dog pludselig spænding ind i kampen, da Teemu Pukki sikkert omsatte et straffespark og reducerede til 1-2.
Det fik Chelsea til at svare tilbage kort før tid, hvor Kai Havertz bankede bolden i kassen og sikrede Chelsea tre vigtige point med hjem til London, hvor klubben i øjeblikket står i en generel vanskelig situation i forhold til flere parametre efter den nye virkelighed.

Chelsea skal i kampaktion igen på søndag i Premier League, når Newcastle United kommer forbi Stamford Bridge klokken 15:00.