
Dansk talent efter konge-mål mod Bayern: Kæmpe drøm
18-årige Maurits Kjærgaard scorede et forrygende mål mod Bayern München tirsdag aften, og det danske talent beskriver det som "en drøm" for ham.

RB Salzburg vil nok næppe huske 7-1 nederlaget ude mod Bayern München som en positiv oplevelse.
Skal man dog hive noget positivt frem, så var det, at klubbens 18-årige dansker, Maurits Kjærgaard, efter 70 minutter snød selveste Manuel Neuer på stregen og hamrede bolden hårdt op i det korte hjørne i Bayern-målet.

Maurits Kjærgaard blev skiftet ind efter en times spil ved stillingen 5-0 til Bayern, og selvom målet derfor ikke havde den store betydning for kampens udfald, er den unge dansker ikke bleg for at indrømme, at det var en stor oplevelse.
– Jeg havde selvfølgelig drømt om det, så at det skete er selvfølgelig en kæmpe drøm for mig – at score i Champions League. Det var stort. Bayern München er en kæmpe klub og et super hold.
Det unge talent ærgrer sig dog i højere grad over kampens udfald, og sit mål til trods er det også det, han fokuserer mest på efter kampen.
– Først og fremmest at vi taber 7-1 og ikke kommer videre. Så kan jeg tænke på alt mulig andet efterfølgende, siger Maurits Kjærgaard til TV3+.
Danskeren skrev i sommer under på en ny kontrakt og har kontraktudløb i Salzburg i 2024.
Du kan se klippet af målet øverst i artiklen.