En sand drømmedebut sikrede SønderjyskE point mod OB
Der var søndag eftermiddag dømt kamp i den nederste del af Superligaen, da SønderjyskE hjemme tog imod OB. Her endte Emil Berggreen med den helt store hovedrolle.
Der var vigtige point på spil, da SønderjyskE i den absolutte bund af Superligaen søndag eftermiddag tog imod OB. Her kæmpede de hårdttrængte sønderjydere sig tilbage og sikrede et point efter at have været nede med 0-2.
Det startede skrækkeligt for hjemmeholdet, da OB var stærkt spillende i hele første halvleg. Her bragte først Max Fenger fynboerne foran efter et kvarter, inden hjemvendte Sander Svendsen med et perlemål efter godt en halv time kunne bringe OB yderligere foran.
Nede 0-2 ved pausen var SønderjyskE dermed nødt til at foretage ændringer, og det betød, at Emil Berggreen blev indskiftet til sin debut ved anden halvlegs start.
Det skulle vise sig at være en yderst klog beslutning af Henrik Hansen, da angriberen blot skulle bruge tre minutter, inden han reducerede for hjemmeholdet. På smukkeste vis sparkede han således kuglen i kassen fra kanten af feltet og bragte fornyet håb ind for SønderjyskE.
Det skabte efterfølgende frustrationer på OB-bænken, hvor Andreas Alm med to advarsler fik et rødt kort og måtte se resten af kampen fra tilskuerrækkerne.
Herefter dummede OB sig nok engang, da man gav Emil Berggreen chancen for at afslutte tæt under mål. Den mulighed forpassede den Superliga-hjemvendte debutant ikke, og pludselig var SønderjyskE tilbage og på 2-2.
Chefredaktør: Disse spillere er ikke i Superligaen efter sommerferienFlere scoringer blev det ikke til, hvorfor Berggreens indhop viste sig at være afgørende og en sand drømmedebut værdig.
Senere søndag venter der endnu to opgør i Superligaen, når først AaB hjemme tager imod Vejle Boldklub, inden Silkeborg IF og Brøndby IF tørner sammen på JYSK Park i den sene søndagskamp.