
PSG-profil bekræfter: Vi er i kontraktforhandlinger
Brasilianske Marquinhos bekræfter, at han er i dialog med PSG om en kontraktforlængelse.

Paris Saint-Germains anfører, Marquinhos, har været en stor profil for den franske Ligue 1-klub i flere sæsoner. Selvom brasilianeren først har kontraktudløb med PSG i 2024, har der allerede været spekulationer om, hvor den 27-årige forsvarsspillers fremtid ligger henne.
I et interview åbner Marquinhos nu selv op for, hvordan han ser sine fremtidsplaner.
– Vi er i dialog med Paris Saint-Germain om at forlænge min kontrakt. Jeg håber det vil gå hurtigt.
– Paris Saint-Germain er min fremtid. Leonardo (PSG’s sportsdirektør, red.) ved alt om det. Alt forløber på den bedst mulige måde, og jeg respekterer klubben, siger Marquinhos ifølge Fabrizio Romano til RMC.

Den 27-årige brasilianer skiftede i 2013 fra AS Roma til Paris Saint-Germain for 31,4 millioner euro.