Inter slagtede bundprop og er tilbage på førstepladsen
De italienske mestre fra Inter har været inde i en ganske skidt periode på det seneste, men fredag aften satte de bundproppen Salernitana til vægs og tilbageerobrede førstepladsen i Serie A.
De har bestemt ikke kørt for italienske Inter på det seneste.
De forsvarende italienske mestre havde ikke fået en sejr i sine seneste fem kampe, og derfor var førstepladsen i Serie A også blevet overtaget af Napoli.
Fredag aften fik de hjemme på Giuseppe Meazza besøg af bundproppen fra Salernitana, og oprykkerne fik ikke et ben til jorden i kampen, som endte med en 5-0-sejr til hjemmeholdet.
Lautaro Martinez åbnede scoringen for milaneserne efter 22 minutter, og 18 minutter senere fordoblede han både sin egen og Inters måltotal i kampen. Ti minutter efter pausen scorede Martinez sit tredje mål, inden han overlod scenen til sin angrebskollega.
Bosniske Edin Dzeko ville nemlig også lege med, og med to scoringer på fem minutter lukkede og slukkede han enhvert håb om comeback for de gæstende oprykkere, der må siges også at ligne en nedrykker.
Med sejren rykker Inter tilbage på førstepladsen i Serie A, hvor de nu har et forspring på et enkelt point ned til både Napoli og bysbørnene fra AC Milan. For alle tre hold resterer der 11 kampe.