Niels F. om mesterskab: Det vil vi da gerne gøre igen
Brøndby IF snød sidste sæson alle eksperter, da de sluttede øverst på den danske superligatrone. Det vil de selvsagt gerne gøre igen, men cheftræner Niels Frederiksen mener ikke, at de er favoritter.
Det er en ganske gedigen stime, de har sat i gang hos Brøndby IF.
Ikke siden september har de tabt en kamp i Superligaen, og i de efterfølgende ti kampe har de vundet ni og spillet én uafgjort.
Efter en ganske sløj start på sæsonen, hvor de kun havde fået én sejr og i alt otte point efter de første ni kampe, har den gode stime katapulteret dem direkte tilbage i mesterskabskampen.
Hvem der lige nu står med favoritværdigheden har cheftræner Niels Frederiksen dog ikke lyst til at vurdere.
– Det har jeg egentlig ikke nogen holdning til, jeg har fokus på os selv, og så prøver vi at gøre det så godt, som vi kan. I sidste sæson endte vi med at drille dem alle, det vil vi da gerne gøre igen, men favoritter det tror jeg dog ikke vi er, siger Niels Frederiksen til TV3 Sport.
Brøndby-omklædningsrum i mesterskabsjagt: Vi snakker om sprut og damer i stedet for fodbold– Jeg vælger at kigge ret nøgternt på det, og kigge på hvilket hold og trup vi har; Hvor meget erfaring vi har. Det er et relativt nyt hold på rigtig mange positioner. I forhold til det mesterskabshold, så har vi vel efterhånden sagt farvel til en syv-otte spillere, så vi er ret ydmyge omkring det, lyder det videre fra Frederiksen.
Brøndby lagde sig med 1-0-sejren over SønderjyskE mandag op på siden af FC Midtjylland på ligaens andenplads, mens begge hold fortsat har tre point op til rivalerne fra F.C. København.