Den olympiske komité: Udeluk Rusland fra al international sport
Sanktionerne mod Rusland har været mange, siden landet i sidste uge invaderede nabolandet Ukraine. Nu melder også den magtfulde Internationale Olympiske Komité sig på banen med opfordringer til at udelukke landet fra alle sportsbegivenheder.
Mens russiske atleter kan deltage ved internationale turneringer, kan det blive en umulighed for ukrainske atleter, efter deres land i sidste uge blev invaderet af netop Rusland.
Det er et dilemma, som den International Olympiske Komité – IOC – har svært ved at finde en løsning på, men nu har de alligevel valgt at anbefale, at alle internationale forbund og arrangører udelukker russiske og hviderussiske atleter.
– For at beskytte integriteten i globale sportskonkurrencer og samtidig beskytte alle dets deltager, anbefaler IOC’s direktion at alle internationale forbund og arrangører undlader at invitere eller tillader deltagelse for russiske og hviderussiske atleter og officials i internationale turneringer, lyder det således fra IOC.
IOC går videre med flere anbefalinger, og i de tilfælde, hvor det af juridiske eller tidsmæssige grunde ikke er muligt at udelukke atleter fra Rusland og Hviderusland lyder anbefalingen:
– Ingen atleter eller officials fra Rusland eller Hviderusland bør kunne deltage under navnet Rusland eller Hviderusland. Deltagere bør kun accepteres som neutrale. Ingen nationalsymboler, farver, flag eller nationalmelodier bør vises.
Rasende russere: Dikteret af politiske grunde!IOC anbefaler desuden, at der ikke bliver organiseret nogen former for sportsbegivenheder i de to lande, som har gjort sig skyldig i det, som IOC kalder ’ekstremt grove overtrædelser af den olympiske våbenhvile’.
IOC har desuden frataget olympiske ordener for tre russere. Der er således tale om den russiske præsident, Vladimir Putin, der fik guldordenen i 2001, Vicepremierminister i Rusland, Dmitry Chernyshenko, der fik guldordenen i 2014 samt Dmitry Kozak, der er stabsleder for Præsidentembedet, som ligeledes fik guldordenen i 2014.