
Medie: United har fået nej fra Pochettino – spansk topklub lokker
Mauricio Pochettino har angiveligt sagt nej tak til jobbet som manager i Manchester United. Derimod skulle han vente på muligheden i en spansk topklub.

Den nuværende Paris Saint-Germain-cheftræner, Mauricio Pochettino, har længe været rygtet tilbage til Premier League og Manchester United, der er på udkig efter en længevarende løsning på manager-posten, som varetages af Ralf Rangnick. Men nu melder Daily Mail, at argentineren har sagt nej tak til jobbet.
I stedet skulle Pochettino have næsen sat op efter cheftræner-stillingen i Real Madrid, der i øjeblikket er besat af Carlo Ancelotti. Mediet skriver, at Paris Saint-Germain-cheftræneren forlader klubben til sommer – med mindre han og klubben formår at vinde Champions League.

Angiveligt skulle både Real Madrid og Pochettinos tidligere arbejdsgiver Tottenham have forsøgt at lokke ham til i sommers, men den parisiske klub afviste at slippe sin cheftræner.