Vejle nedlagde AGF efter medrivende halvleg og afbrudt kamp
AGF kunne fredag aften se jagten på top seks fordufte på udebane mod Vejle Boldklub, hvor man også gav debut til Jack Wilshere. Undervejs blev kampen afbrudt, da stadionlyset gik.
Fredag aften ventede der et vigtigt opgør for både Vejle Boldklub og AGF, der tørnede sammen i Nørreskoven. Her kæmper førstnævnte nemlig for overlevelse i Superligaen, mens AGF jagter muligheden for en top seks-placering og dermed retten til at være med i mesterskabsslutspillet senere på foråret.
Det startede da også hæsblæsende i en første halvleg, der bød på hele fire mål. Således stangede Mustapha Bundu gæsterne i front efter blot fire minutter, men Vejle svarede hurtigt igen. Her blev der nemlig scoret endnu et hovedstødsmål seks minutter senere – denne gang ved spanske Raúl Albentosa for hjemmeholdet.
Det stoppede dog ikke AGF, der nok engang kom foran. Denne gang ved en sjælden scoring af Nicolai Poulsen.
Vejle Boldklub var bare ikke lige sådan at ryste, så kort inden pause fik de igen bolden i kassen. Denne gang ved Arbnor Mucolli, der dermed gjorde det til pausestillingen 2-2.
Anden halvleg startede dramatisk ud, da stadionlyset pludselig gik i Nørreskoven. Det betød, at kampen blev afbrudt i adskillige minutter. Styr på det fik man dog, hvorfor kampen blev genoptaget efter begge hold havde været en tur nede i omklædningsrummet.
Afbrydelsen – eller også var det de elendige baneforhold – gjorde dog et eller andet ved resten af kampen.
Anden halvleg blev således en yderst rodet affære, hvor Allan Sousa fik den første helt store mulighed. Dog sparkede brasilianeren over mål. Herefter kom momentet så, hvor AGF gav debut til Jack Wilshere. Med 16 minutter tilbage af kampen.
Trods et par fine aktioner, formåede den 30-årige englænder dog ikke at sætte sit præg på kampen. I stedet tog Vejle Boldklub alle tre point og en livsvigtig sejr med en sen scoring af Mouhamadou Drammeh.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
AGF-boss overrasket: Anede ikke, han havde Liverpool-rekord
Med sejren rykker Vejle Boldklub for nu forbi SønderjyskE i bunden af tabellen, der nu indtager pladsen som absolut bundhold i Superligaen.